Et ridt gennem Saharaørkenen på ryggen af en berber-araber hingst er en af de oplevelser, der fortjener en plads på enhver eventyrlysten rytters bucket list. Man får indblik i en anderledes hestekultur og knytter et særligt bånd til sin hest, mens man overgiver sig til tidløsheden i de endeløse landskaber.

Efter en lang rejse gennem Marokko, først med bus over de sneklædte Atlasbjerge og efterfølgende 400 km med bil på vej ind i Sahara, står jeg endelig over for den skimlede berber-araber hingst, som skal bære mig 150 km gennem ørkenen i løbet af den næste uge. Han er parkeret sammen med syv andre hingste og en stor flok kameler ved foden af Marokkos største sandklitter, der ligger som store, mørkegule bølger i baggrunden.
– Det er Osmane. Hans navn betyder Lyn på berbisk, siger min guide, Abdel, og klapper den seks år gamle hingst kærligt på halsen.
– Han er ung og kan godt lide at vise sig lidt, så måske danser han en lille smule lige i starten, men ikke på en måde, hvor det er farligt, siger han stolt. Jeg har været spændt på turen hele dagen, men mærker det lidt ekstra nu. Var det forkert af mig at sige, at jeg er en meget erfaren rytter og bede om en frisk hest? De sidste par år har jeg trods alt kun redet hyggeture i skoven på en rar, gammel islænderhoppe, så måske er jeg slet ikke i form til det her?
– Det skal nok gå rigtig fint, smiler Abdel, som har aflæst mit ansigtsudtryk. Han er vant til, at folk kan være en smule nervøse den første dag, hvor man lige skal lære hestene og terrænet at kende, men folk ender altid med at forelske sig i deres heste i løbet af ugen, forsikrer han mig. Og han skulle vise sig at have helt ret.

Nyd dansen
Den første dag tager vi kun et kort solnedgangsridt gennem sandklitterne for lige at lære vores heste at kende, inden det for alvor går løs med 5-6 timer i sadlen dagligt. Vi er seks ryttere på turen, og de fleste af os er en smule spændte og forsigtige på den første ridetur. Man skal jo lige føle sig ind på den fremmede hest. Så vi har alle sammen travlt med at få dem til at gå pænt og roligt af sted. Men egentlig burde vi vove at slippe kontrollen lidt, stole på hesten og bare ”nyde dansen”, mener vores guide.
– Når hesten bliver legesyg, så er det ikke fordi, den er uartig. Den vil bare dele sin glæde med dig. Jeg siger altid til rytterne: Nyd det! For som turen skrider frem, falder de mere til ro, og til sidst vil man savne den første dag, hvor hestene var allermest livlige, siger Abdel. Jeg begynder at forstå, at der i berbernes kultur er en stor stolthed omkring det at ride en ilter hingst, som gerne vil vise sig frem, og at det er den oplevelse, arrangørerne af ørkenridtet gerne vil give videre til deres gæster.
– Hingstene giver lidt ekstra udfordring og arbejde til rytteren. Det at sidde på en hingst, som er fuld af energi, er netop med til at gøre oplevelsen til noget helt særligt, forklarer Abdel.

Farvel til civilisationen

Næste morgen, da vi rider afsted, føler jeg mig allerede meget mere afslappet og klar til eventyr med min nye makker. Han har fået testet mig af, og jeg har fundet frem til de rigtige knapper. Da vi når til en langstrakt, mørkebrun slette, får vi vores første rigtige galop. Mine utrænede ridemuskler kommer på hårdt arbejde, da Osmane rigtig gerne vil vise mig, hvor hurtigt han kunne løbe, hvis han fik lov. Efter lidt tid med vind i ansigtet hæver Abdel hånden i luften, og med røde kinder og brede smil stopper vi op for at krydse en vej.
– Det er sidste gang, vi ser en asfaltvej de næste fem dage, siger han. Fra nu af er det kun sand, grus, bjerge og små berberlandsbyer. Snart er vi langt borte fra civilisationen. Den eneste lyd er den susende ørkenvind og hestenes hove på det skiftevis sandede og stenede underlag. En flok kameler går i det fjerne, og vinden bærer deres lugt med sig. Fra sadlen kan man nyde det varierede ørkenlandskab, som folder sig ud i mange forskellige farver og former i løbet af turen. Jeg bliver mere og mere imponeret over Osmanes behagelige gangarter og utrolige evne til at bevæge sig stabilt gennem terrænet. Han ved altid, hvor han skal sætte den næste hov og træder aldrig forkert på det skiftende underlag af bløde sandbanker, stenede bakker eller udtørrede flodlejer. Det er fascinerende at opleve ørkenlandskabets diversitet. Man skulle tro, at ørkenen bare var et stort område med ingenting, men udsigten ændrer sig hele tiden, dag for dag, time for time.  Hver gang, vi kommer rundt om et nyt hjørne eller over en bakke, udfolder der sig et nyt landskab med nye farver og nye kombinationer af sten, sand og forskellige former for buske og træer. Af og til dukker der en berberlandsby frem som en ansamling af sandslotte omgivet af palmer. Da vi ankommer til en af dem, løber en pige i hvid kjole os begejstret i møde. Hun peger på min hest og siger noget på berbisk.
– Hun spørger, om hun må ride på den, oversætter Abdel. Jeg hopper af og lader hende sidde på hesten, mens vi går gennem byen. Så snart de andre børn ser det, kommer de løbende, og det ender med, at vi alle trækker af sted med hvert vores barn som passager.

Min hest gør sig umage

På fjerdedagen får Osmane endelig lov til at vise, hvor hurtigt han kan løbe. En langstrakt, hvid slette med et perfekt, jævnt underlag af udtørret ler folder sig ud foran os. Vi sætter i trav ved siden af hinanden på en række, og straks ved hingstene præcis, hvad der skal ske. I det øjeblik, de får lov, springer de frem i den hurtigste galop, de kan præstere. Fri galop gennem ørkenen er den ultimative følelse af frihed – som en drøm, hvor tiden står stille. Da vi begynder at sænke farten, føles det som om, Osmane kunne have fortsat flere kilometer endnu. Den hest har jo nærmest en overnaturlig styrke, tænker jeg, mens mit hjerte galoperer videre af glæde over oplevelsen. Vi krydser en høj og stejl sandklit, og Osmane går til opgaven med stor entusiasme. Mens vi rider gennem det dybe sand, pruster han let, som om han nyder at få lov til at bruge sin styrke og energi til noget. Jeg får følelsen af, at han elsker at arbejde for sin rytter, og at han gør sig umage for at gøre min tur både spændende og behagelig. Samtidig med, at han bærer mig sikkert gennem terrænet, sørger han også for, at jeg aldrig keder mig. Han giver udtryk for sin vilje til at sætte farten op, og han fejrer gerne galopperne med et lille, høfligt bukkespring eller to.

Af Camilla T. Schrøder – bragt i Ridehesten Januar 2019

Læs mere om Heste, Sandklitter & Nomader ridtet her