Claus og jeg havde en uforglemmelig rideferie i Grønland 8 dage i august.

Vi fløj til Narsarsuaq lufthavn, som er en lille militær lufthavn med Grønlands længste landingsbane, som ligger i det sydligste Grønland, og er åben for civil trafik i de tre sommermåneder. Herfra sejlede vi med en båd 5 km tværs over Eriks fjord til Eriks Ø (som faktisk er en halvø) til den lille bygd Qassiarsuk, hvor der er ca. 30 fastboende. 

I Sydgrønland finder du et smukt landskab med grønne enge, bjerge med søer, og fjorde med isbjerge, og rundt i landskabet er der små bygder og farme.

Beboerne lever af fåreavl og fiskeri.

I Qassiarsuk findes der både en købmand, cafe, et museum, servicehus og en lille skole. Vi skulle vi bo på et skolehjem, som var lavet om til vandrehjem. Vandrehjemmet lå med den skønneste udsigt til den smukke fjord med små isbjerge og en 700 meter høj bjergkæde i baggrunden.


Fra terrassen kunne vi se værtsparrets to børn bade i det 10-11 grader varme (kolde) vand. Fra vores værelse kunne vi se ned på den lille skole med 12 børn, som på skolens åbningsdag ankom i store og små buggy’er.

Vores nærmeste nabo var ruinerne af Vikingehøvdingen Erik den Rødes boplads (Brattalid), som er optaget på Unesco’s verdensarvsliste.

Vi fik den dejligste mad serveret: Grønlandsk lam i flere varianter, fisk, rejer og hval. Alt sammen tilberedt af den dygtige grønlandske kok.


Rideholdet var på 6 personer, og kom fra Frankrig, Tyskland, Belgien, USA, og så mig fra Danmark. Claus kunne desværre ikke ride pga. et sår fra et insektbid.

Vi skulle ride på islandske heste, som indbyggerne bruger, når de skal samle lam og får fx, når de skal indendørs om vinteren (det er for koldt for fårene at være udenfor om vinteren, mens hestene godt kan tåle kulden).

Egentlig skulle vi overnatte flere steder, man da nogen af deltagerne var forsinket pga dårligt vejr i Island og i Nuuk – vi havde faktisk meget fint vejr i Quassiarsuk – måtte planen laves om. Det betød også at den hviledag, hestene skulle have haft midt på ugen, blev flyttet til første dag. Hviledagen blev brugt på en pragtfuld og spændende sejltur mellem isbjerge, ud til en gletcher, hvor vores kaptajn med en bådshage fiskede isklumper op, til de obligatoriske drinks.


Der var tre søde og dygtige rideguider (fra Frankrig, Tyskland, og en dansker fra Norge), som på skift førte os rundt på halvøen. Den første dag red vi langs Eriks fjord og rundt i bjergene, hvor vi både mødte en polarræv, og havørne, og selvfølgelig en masse får. En dejlig og smuk tur.

Næste dag begav vi os ud på en længere tur til den anden side af halvøen. Her mødte os et flot syn. Gletsjer og fjorde og strande fyldt med isbjerge. 


På denne side af halvøen er der pænt koldt. Vi lavede en fold ved hjælp af medbragte reb og stænger, hvor hestene skulle overnatte til næste dag. Vi og sadlerne blev hentet af to buggy’er med chauffører (Claus var den ene), som kørte os alle hjem til vandrehjemmet.  En buggy er en åben bil uden døre og tag, med plads til 6 personer, et lad (fx til sadler), store dæk, som kan klare at køre i bjerge, mv.

Næste dag blev vi kørt retur til hestene og red en skøn tur mellem fjorde og Isbjerge, her mødte vi også sæler og fik nogle dejlige galopper på stranden. Efter 7 timers ridt blev vi hentet og kørt hjem, og hestene blev igen placeret i en hjemmelavet fold. Næste morgen retur til hestene og vi red hestene gennem nogle frodige dale og hjem til vandrehjemmet, igen en tur på 7 timer. 


Vi havde madpakker med og spiste frokost undervejs. Om aftenen fik vi en guidet tur rundt på Erik den Rødes boplads.

Den sidste ridedag red vi over bjergene til vores værtspars farm,og fik en dejlig frokost. Om aftenen fik vi et foredrag om de grønlandske dragter, dyr, og kultur.

En dejlig uge med nogle skønne mennesker og den flotteste natur. Kan anbefales. 

Claus og Tina        

Læs mere om rideferie i Grønland her

Efterlad en kommentar