Przewalski’s hesten er en sjælden og truet underart af den vilde hest fra stepperne i Centralasien. Przewalski’s hesten er aldrig blevet domesticeret og er den eneste rigtige vilde hest i verden i dag.
Opdagelsen af Przewalski’s hesten
Przewalski’s hesten blev først beskrevet i slutningen af det 18. århundrede. I 1878 fandt den russiske geograf og opdagelsesrejsende Nikołaj Przewalski et kranium fra hesten i Gobi ørkenen, hvorefter han foretog en ekspedition ind i Dzungarian bassinet for at finde og observere hestene i naturen. Baseret på Przewalskis samlinger og beskrivelser, udgav Ivan Semyonovich Polyakov i 1881 en formel videnskabelig beskrivelse og navngav hesten Equus Przewalski. DNA prøver fortæller at de genetiske egenskaber ved Przewalski’s hesten adskiller sig fra tamhesten, da den, til forskel fra tamhestens 64 kromosomer, har 66 kromosomer. Der er dog modstridende resultater på hvornår Przewalski’s hesten og de moderne tamme heste divergerede; én analyse indikerer at de divergerede for omkring 160.000 år, mens én anden angav divergenstiden for et sted mellem 38-72 tusinde år siden. Dog afslører en senere analyse, at Przewalski hesten deler nogle gener med Botai kulturens tamheste (3700–3100 f.kr), Botai hestene har dog ikke leveret gener til nogen andre gamle eller moderne tamheste, og Przewalski hesten kan derfor godt være vilde efterkommere af disse gamle heste, som over en forholdsvis kort periode var domesticeret. I begyndelsen af 1900-tallet noterede lokale mongoler to forskellige populationer af Przewalski’s hesten; en lysere steppeart og en mørkere bjerggruppe. Bjerggruppernes levested var i Takhiin Shar Nuruu (Den gule vilde heste bjergkæde) og det er ikke usandsynligt, at de heste Przewalski observerede var populationer, som var blevet fordrevet fra deres naturlige habitat til stepperne pga. pres fra jagt og i forbindelse med stigende menneske population og deres husdyrs adgang til vandhullerne. Dette pres betød, trods en forsknings- og indsamlingsindsatser, at kun tolv individer af Przewalski’s hesten var i live i slutningen af 1950’erne, og i 1969 blev anset for at være uddøde i naturen.
Przewalski’s heste i Hustai Nationalpark
Racebeskrivelse
Przewalski’s hesten er typisk mellem 122-142 cm i stangmål. Den har en kort, kompakt og muskuløs krop med korte ben. De har en tyk hals og et stort hoved med en konveks profil. Przewalski’s hestes hove er længere foran og har betydeligt tykkere sålhorn end tamheste. Den findes kun i farven brunblakket, der varierer fra mørkebrun omkring manken til lysebrun på flankerne og gullig-hvid på maven og omkring næsepartiet. Przewalski’s hesten har ål og de korte ben er oftest svagt stribede, typisk for primitive markeringer. Przewalski’s hesten er ikke bygget til, eller egnet, som ridehest.
Przewalski’s heste i Hustai Nationalpark
Flok adfærd
Przewalski’s heste lever i flokke på 5 til 15 individer. En typisk flok består af en ældre hoppe og to til fire andre hopper, deres afkom, samt en hingst. Hopperne bliver med deres foretrukne partner i mange år, mens afkommet forbliver i flokken til de er uafhængige i 2-3 års alderen. Hingste plagene vil indgå derefter i en ungkarlegruppe eller overtage deres egen flok. Hestene opretholder altid visuel kontakt med deres flok og har en række måder at kommunikere med hinanden, herunder vokalt, duftmarkering samt en bred vifte af visuelle signaler og berøringer. Hvert spark, berøring, bevægelse af øret med en anden hest er et kommunikationsmiddel, denne konstante kommunikation fører til en kompleks social adfærd blandt Przewalski’s heste.
Przewalski’s heste i Hustai Nationalpark
Overlevelse i Centralasiens ekstreme klima
Przewalski’s hestens leveområder er egne med fastlandsklima i Centralasien, hvilket betyder at forskellen på sommer og vintertemperaturerne svinger mellem +40 °C og -40 °C. For at klare sig om vinteren sænker Przewalski’s hesten sin puls og nedsætter hudtemperaturen til 15 grader. Dermed vil forskellen i temperatur mellem huden og luften blive mindre, og Przewalski’s hesten vil ikke tabe varme til luften så hurtigt. Samtidigt nedsætter hesten sit aktivitetsniveau, og den kan derfor klare sig, selvom tilgangen til føde er mindre. Przewalski´s heste vandrer langt for at finde føde, hestene kan klare sig i tre til fire dage uden vand, og bruger nætterne til at søge efter vandhuller.
Mark Adlington’s Przewalski’s Hest Faberge æg ved the Big Egg Hunt udstillingen i London 2012
Bevarelsen af Przewalski’s heste
Heldigvis er det lykkedes, med en intens bevaringsindsats ledet af Prags zoologiske have, at redde arten. I 1990 var der 961 Przewalski’s heste i fangenskab, og nok til at man kunne begynde at overveje at genindføre hestene i naturen. Przewalski’s heste blev derefter genindført i Mongoliet, Kazakhstan, Kina og Rusland og der anslås i dag at være et samlet antal på omkring 2.000 individer, hvor de fleste lever i Hustai Nationalparken i Mongoliet. Mongolerne kalder Przewalski’s hesten Takhi, hvilket betyder ånd eller værdig at tilbede.
Przewalski’s heste i Hustai Nationalpark