Er der noget mere fantastisk end følelsen af at være helt alene i verden med sin hest og den omgivende natur? Den sydspanske provins Granada er som skabt til at tage på eventyr på hesteryg og glemme alt om hverdagen – der er bare dig, din hest og den vilde natur.

 
Efter frokost går turen tilbage langs bjerget, og vi snor os nedad gennem sporadiske pletter af fyrreskov. Enkelte steder er skovstierne jævne nok til en kort galop. Senere rider vi oven for en dal, hvor der blev udkæmpet intense kampe under den Spanske Borgerkrig. Tanken om de frivillige soldaters opofrelse tilfører den sceniske idyl et dystert præg, og vi føler os som lysår fra den moderne civilisation.

En søvnig landsby
På andendagen går turen ned mod landsbyen Pórtugos. Solen skinner fra en klar, blå himmel med spredte lammeskyer. Vi rider først ad brede grusveje, men drejer snart ind i den tætte egeskov. Igen må vi visse steder stå af og lede hestene ned ad stejle, stenede stier, som faktisk er vandløb, der efter en regnløs sommer er fuldstændig tørlagt. På den anden side af skoven dukker vi ud af bevoksningen til en helt enestående udsigt over dalen. Her begynder den første spredte bebyggelse af hvidkalkede huse, og alle steder går løse hunde omkring i forhaven eller ude på vejen. De glammer aggressivt ad os og snapper den bageste hest i koderne, men hestene fortrækker ikke en mine. Heller ikke da vi passeres af en enorm lastbil eller overhales af en larmende motorcykel, lader dyrene sig mærke med det – de er helt igennem vant til støjen. Da vi når landsbyen, står vi af og trækker hestene gennem de smalle gader, som ligger fuldstændig øde denne formiddag. På den anden side af byen bestiger vi endnu en skovklædt bjergside inden vi trækker ind i en lille fyrreskov og finder maden frem af sadeltaskerne. Den står på kylling og salat – naturligvis med hvidt brød, som ledsager alle måltider på disse kanter.

Efter frokost går det i rask galop ad skovstien, indtil vi igen drejer brat op ad en bjergside. Snart befinder vi os for 117. gang på toppen af verden – på en slette med mørke klippeformationer, stride buske og tidsler i alle nuancer. Vi kan pludselig se, at truende skyer formes i horisonten. Da hestene har fået pusten rider vi videre langs bjergryggen med blå himmel på den ene side og tordenskyer på den anden. Vi bevæger os ned i en dal af tæt fyrreskov og rider langs et næsten udtørret flodleje under de tunge skyer, der truer med at åbne sluserne hvert øjeblik. Vi slipper dog med enkelte dråber, og snart er vi nede i staldene igen.

Bjerggeder og bedeflag
Turens sidste dag fører os op til de højtliggende græsningsområder, hvor hestene tilbringer en del af sommeren. Vejen dertil går ad stejle skrænter og en smal bjergvej med den mest utrolige udsigt over dalen. Da vi har passeret græsningsarealerne, rider vi langs åbne marker, hvor vi passerer en flok køer med enorme horn og de karakteristiske klokker om halsen. Blandt dem er også en håndfuld heste, der gladeligt gør os følgeskab, til vi jager dem væk. Igen dykker vi ind i tæt fyrreskov ad en smal skovsti, der tydeligvis er anlagt som transportvej – vel at mærke kun for firbenede transportmidler. Vi når skovgrænsen på den anden side og styrer tilsyneladende direkte mod en skrænt. I sidste øjeblik drejer vi dog ned ad en næsten lodret sti ned i dalen, hvor vi krydser et flodleje, som den tørre sommer har forvandlet til en sølle å. Vi snegler os op ad bjerget på den anden side og holder frokostpause på toppen, med uforlignelig udsigt over en enorm dal. Disen hænger tungt i horisonten, men på en klar dag kan man se helt til Marokko.

Efter et solidt måltid rider vi nedad i ujævnt terræn af tuer og langt, tørt græs. Snart når vi ned på en bred grusvej. Alt ånder ro og fred, men den forreste hest rejser ørerne. Pludselig stormer to brune bjerggeder ud på stien og forsvinder ind i buskadset på den anden side. Hestene forholder sig igen upåvirket. Stien slår et skarpt sving rundt langs klippekanten, og på den anden side af dalen kan vi se en række flagrende tøjstykker, som vi konkluderer, må være en form for bedeflag (omend det mest ligner vasketøj). Så snart vi når ned i fladt terræn, får hestene lov at strække ud i en lang galop, inden vi sjosker de sidste par hundrede meter ned mod staldene.

Af Stine Halmind – bragt i Ridehesten November 2014

Læs mere om mulighederne for ridning i Sierra Nevada her