Hvis ikke man på forhånd vidste, hvor fænomenal, fremadsøgende og udholdende araberhesten er, så kan man opleve det i Jordans vidtstrakte Wadi Rum ørken: Den klatrer sikkert over stenede bjerge, den er fuldstændig på og aktiv dagen igennem, den galopperer ubesværet gennem det tunge sand i høj fart, og så er den nøjsom som få andre heste.

Vi er fire rutinerede ryttere – to fra Danmark og to fra England – som har booket en rejse til Jordans Wadi Rum ørken, hvor vi skal ride i Lawrence of Arabias fodspor – eller rettere hovspor. Denne britiske arkæolog og officer spillede en vigtig rolle i arabernes oprør mod den tyrkiske besættelsesmagt under første verdenskrig. Efter krigen skrev han en stor selvbiografi om sine oplevelser med titlen ’The Seven Pillars of Wisdom’ (Visdommens syv søjler), som et af de store kalkstensbjerge i Wadi Rum blev opkaldt efter i 1984. Han vendte igen og igen tilbage til denne smukke ørken.

Vi starter turen i de to rejsearrangører, de 28-årige tvillingebrødrene Saleem og Salims, stald mandag morgen. Da har de allerede udvalgt vores heste ud fra de beskrivelser af os selv, som vi har sendt til dem pr. mail. Det handler om vægt, højde og ridefærdigheder, selvom vi alle er meget rutinerede rytter, hvilket er en forudsætning for at kunne ride denne tur, hvor det indimellem går tordnende hurtigt. Salim og Saleem har 24 hopper og vallakker og to hingste, så der er nok at vælge imellem. Den ene hingst, en stor og ret kraftig, hvidskimlet araber, er far til mange af hestene i flokken. ”Vores” heste er temmelig unge: Mellem 5 og 9 år. De er alle meget velholdte og muskuløse – i det hele taget i god, fysisk form. Alle heste har martingal, vel sagtens fordi de er så friske, så der dermed er lidt mere styr på dem, når vi rider hurtigt. Vi tjekker lige længden på stigbøjlerne, spænder gjorden og lægger den vigtige vanddunk ned i sadeltasken. Og så af sted.

TRAILRIDNING. Riderejsen er tilrettelagt som trailridning, hvor vi rider gennem store dele af ørkenen, helt ned til grænsen til Saudi Arabien, som ørkenen grænser op til i syd, mens Israel med Vestbredden er naboen i vest. Mandskabet slår lejr op et nyt sted hver aften, de kokkererer for os, og maden er lækker og frisklavet. Gennem den lange ridetur, hvor vi sidder omkring seks timer i sadlen, får vi dels den fabelagtige ørkennatur helt ind under huden, dels får vi mulighed for at opleve araberhestens karakter- og rideegenskaber, og det bliver ikke nogen skuffelse.

GEARER HELT NED. Det er en sund ferie, hvor man får gearet helt ned og får slappet fuldstændig af. I ørkenen er der ingen anden underholdning, end den man selv finder på. Der er hverken elektricitet eller mobilsignaler. Men så er der naturen som den helt store nydelse – og hestene. Og lad det være sagt med det samme: At sove i ørkenen er en unik oplevelse, og hvor man dog sover godt og længe!!! Man går i seng ved solnedgang og står op, når de første solstråler rammer bjerget: Om natten hvælver himlen sig stort over en, for vi befinder os hundredevis af kilometer fra de store byer, og der er så mørkt, at stjernerne tindrer stærkere end noget andet sted. Også månen udsender massevis af lys. Når man ligger på sin madras ved lejrbålet i den store stilhed, som kun afbrydes af hestenes stille vrinsken, når man indånder ørkenens rene og lune luft, og når man kigger op i det enorme himmelrum, ja, så føles livet helt skønt og helt rigtigt.

Hvis man tror, at en ørken kun er sand og sten, kan man godt tro om igen. Wadi Rum er en meget frugtbar ørken med en karakteristisk rød eller karrygul farve, hvilket skyldes de righoldige jernforekomster i både sandet og i de skulpturelle sandstensbjerge, der gløder orangerødt ved solnedgang. Der vokser 100 forskellige blomster i ørkenen, der er mange bier, fugle og cikader, og der er liv både ovenpå og under sandet: Man ser talrige flokke af geder, får og kameler, og under sandet huserer både ørkenrotten med sit vidt forgrenede gangsystem og skarabæen, en 2-3 cm lang bille. Oldtidens ægyptere opfattede skarabæen som et symbol på deres solgud Khepri, fordi den skubber sine kugler af møg hen over jorden, ligesom solen skubbes hen over himlen.

TÆT PÅ NATUREN. Det er mageløst at ride i ørkenen. Her er stort set ingen mennesker, og når man rider, kommer man meget tæt på naturen. Indimellem rider vi to og to og får en rigtig god snak. Vi vil alle gerne ride ved siden af Saleem, der øser af sin store viden om ørkenen. Han er beduin og kender hvert et bjerg, hver en klippehule, hver en kløft og hver en dal i ørkenen, hvor han er vokset op. Hans bror Salim, der allerede har to børn, passer kontoret inde i Wadi Rum men kører ud til os i sin firehjulstrækker om aftenen og medbringer ved to lejligheder sin arabiske lut. Han spiller og synger meget smukt. Det er skønt at ligge på madrasserne rundt om bålet og høre de sørgmodige, arabiske sange, som alle handler om ulykkelig kærlighed.

Ugen inden vores ankomst i maj regnede det i stænger til de lokales store overraskelse. Ikke kun Jordan, men hele den arabiske halvø og Mekka og Medina blev ramt af kraftige regnskyl, hvilket er højst usædvanligt for denne region, som kun kender til regn om vinteren. Endnu et udslag af den omsiggribende klimakrise? Af den grund er ørkenens spredte vegetation langt mere grøn her i år, hvor vi rider vores rute i maj, end den plejer at være, fortæller Saleem.

KAMEL PÅ AFVEJE. En dag under morgenmaden opdager vi, at en kamel er i fuld gang med at æde hestenes foder fra ladet på en jeep. Det er tvillingebrødrenes fars hunkamel, der har lugtet sig frem til havren og det herlige, grønne hø. Aftenen før havde vi besøgt brødrenes far, Ali, der er dommer for deres stamme. Her var vi blevet budt på kamelmælk, som smager lidt sødere end komælk. Kamelen strejfer rundt i ørkenen for at finde føde men vender hjem til sin tre måneder gamle kalv tre gange om dagen for at amme den. Nu må vi skræmme den væk. Vi råber op, så den til sidst giver op og vender om og vandrer ud i ørkenen igen.

Det meste af dagen skridter vi. Indimellem skal vi op over nogle stenede bjerge, hvor vi må sidde af for at trække hestene op til brønden. Saleem kender naturligvis alle vandingsstederne, for beduinerne har igennem årtusinder lært at indsamle vandet og spare på hver en vanddråbe. Undertiden er der tale om naturlige vandreservoirer, der opsamler regnvandet, andre gange har man boret langt ned i bjerget for at opsamle regnvandet i nogle udborede brønde.

Tre til fire gange om dagen tager vi en spurt i tordnende galop. Så mærker vi araberhestenes berømte 5. gear. Top-hastigheden for en araberhest er 88,5 km/t. Så hurtige er vores heste dog ikke, og sandet er også ret tungt at løbe i. Men når vi først slipper dem løs, går det lynhurtigt og føles som at svæve. Disse ørkenstormere er så lynhurtige og fremadstræbende, at det er en ren fornøjelse. De vil alle først i mål. Det er seks fantastiske dage i sadlen i nogle ganske fremmedartede, men dybt fascinerende omgivelser.

Af Lisbeth Bonde – bragt i Hestemagasinet juli 2014

Læs mere om ridtet gennem Wadi Rum her