Prrr. Andalusien i det sydlige Spanien er andet og mere end liggestole og Sangria. Provinsen Cadiz vest for Gibraltar er et rideparadis, hvor man på en rideferie kan opleve uberørt natur fra ryggen af en af de fremragende andalusiske heste.

Efter en tordnende galop gennem pinjeskoven sætter vi farten ned. Vi er nået til en skrænt, som hestene nu langsomt kæmper sig op ad. Vel oppe kommer kysten kommer til syne, Atlanterhavet blinker under os, og gennem disen kan vi i det fjerne se Afrikas takkede,blå bjerge. Ved pynten rækker Kap Trafalgars fyrtårn sin hvide finger op mod den azurblå himmel.

Her stod 21. oktober 1805 slaget mellem Napoleons fransk-spanske alliance og den engelske flåde under admiral Nelsons kommando, og her led Napoleon et svidende nederlag, to tredjedele af de spanske og franske skibe blev sænket, mens englænderne kunne sejle hjem i en intakt flåde.

Vi er på riderejse i Andalusien, nærmere bestemt i provinsen Cádiz i det sydvestlige hjørne af den spanske firkant. Her, i det tidligere krigsområde, er mægtige, uberørte naturområder, brede strande med klitter og overraskende få huse. Man føler sig nærmest hensat til Fanø, hvis ikke det var for det gyldent-brune sand, de blomstrende bourgainvillaer i haverne og de titusinder af pinjetræer i  naturparken la Breña.

Pinjetræet lyder på spansk navnet paraply-fyr, men det ville være mere passende at kalde det parasol-fyr, for der er svalende skygge under de brede kroner i de godt 23 grader, der er i Andalusien her i november. Vi indånder den rene luft – trækker den helt ned i lungerne og indsnuser de mange dufte fra træer og buske: Eukalyptustræer, timian og rosmarin. Vi passerer nogle vildtvoksende oliventræer, som er hårde og bitre, fortæller vores forrytter, José, fra den lokale landsby.

José er vokset op i nærheden af skoven og kender hvert et træ. Og havet, som han undertiden fører os helt ned til, så hestene,  mestendels ædle, hvide eller gråskimlede andalusiere, men også arabere og blandede racer, kan strække ud på stranden. Det er ikke et særsyn at have en mandlig forrytter på en rideferie i Spanien. Tværtimod. I modsætning til i Nordeuropa, hvor hestene i høj grad er kvindernes domæne, er de hernede et udpræget mandeanliggende og en vigtig del af den såkaldte machismo, idet de er med til at give manden identitet og selvrespekt. Man siger, at en andalusisk mand uden en hest er som en tyrefægter uden en kappe. Hesten er en vigtig del af hans liv, hans arbejde, hans status og hans kultur, og signalerer hans materielle levestandard – med andre ord er legemliggørelsen af hans succes.

Lad mig give et eksempel på denne indgroede mandekultur: Da vi den første dag bevæger os ned mod foldene, vinker en lille,  gråhåret mand, Paco, os diskret ind i sin stald. Pavestolt fremviser han sine gangere, det ene pragteksemplar ved siden af det andet.

PRE betyder Pura Raza Española, den rene spanske hesterace, er hestenes svar på en Rolls Royce og i denne del af verden et statussymbol på linje med bilerne længere mod nord. Den spanske fuldblodshest har sin vugge her i Andalusien, og har leveret gener til mange andre hesteracer i verden, bl.a. den amerikanske Mustang, som er avlet fra Columbus’ medbragte heste. I en boks ser jeg en smuk, skimlet hingst med en lang, mørkegrå man. Den sender mig et uroligt blik, er tydeligvis ikke vant til fremmede, som trænger sig ind på den. Den holdes indespærret i sin mørke boks det meste af dagen, og det er set med nordeuropæiske briller ikke noget godt hesteliv, men sådan gør man i Spanien.

Riderejsen, jeg er på, er booket hjemmefra som en færdigpakket riderejse, hvor der er sørget for det hele, og hvor personalet, udover de fem-seks timers daglig ridning i blandt andet naturparken la Breña, har lokale kontakter til yderligere rideoplevelser. Det er vigtigt, at man vælger en tur, der passer til ens ridekundskaber, så man hverken keder sig eller bruger ugen på en hest, man ikke kan tumle. Denne tur på Los Alamos ridecentret kræver, at man har habile ridekundskaber.

Vi bor på et pensionat tæt ved badebyen Barbate, drevet af et engelsk ægtepar, med god mad og drikke og med mulighed for at slappe af ved en lille pool, når man ikke sidder i sadlen. Det vigtigste ved stedet er dog, at hestene er hurtige, pålidelige og stærke. De fleste ryttere kommer fra England, og rigtig mange af dem er gengangere, for det er stærkt vanedannende at ride her, og der er blevet knyttet mange nye venskaber på disse rideferier. Også blandt ikke-ryttere, for pensionen er også et godt udgangspunkt for cykle- og vandreture eller for at surfe på Atlanterhavets høje bølger. Det er dog ridningen, der er det primære formål med at være her, og da vi en dag er på tur i skoven, møder vi igen Paco, den lille mand med de pragtfulde heste i sin stald. Han har tøjret sin smukke, brune hoppe til et pinjetræ og sidder nu og nyder sin frokost på en lille bar, som han gør det hver dag.

Efter måltidet viser han os sin ridekunst. Det er den høje, spanske skole performet på en tom parkeringsplads en ganske almindelig hverdag i Andalusien. Hesten udfører en fuldendt passage for os – en dans på stedet mellem manden og det firbenede væsen. Nogle dage senere genoplever vi dansen – denne gang i det fornemme hesteshow på den kongelige spanske rideskole, Fundación Real Escuela andaluza del arte Ecuestra i byen Jerez. Rideskolen er Spaniens pendant til den spanske rideskole i Wien, men andalusieren, omend den også er en kompakt, kvadratisk hest, er større og mere muskuløs end lippizaneren – og om muligt endnu mere karismatisk end dens yndefulde, ungarske fætter. Det er umuligt ikke at blive bevæget af at se disse graciøse dyr performe kunstfærdigt i en nøje udformet koreografi i samspil med rytteren.

Ligesom vi bliver det et par dage senere, da vi i byen Vejer og ved et lykketræf oplever berideren Antonios »dans« på sin hvidskimlede hingst. Dansen består bl.a. af perfekt udførte piruetter i galop cirklende omkring hans garrocha, en lanse, som bl.a. anvendes ved tyrefægtning for at tirre tyren. Det er mageløst at se, hvordan han styrer sin hest udelukkende med benene og ved at fordele vægten i den spanske sadel. Og endnu mere mageløst, fordi dansen foregår med det smukke andalusiske landskab i baggrunden.

Af Lisbeth Bonde  – bragt i Berlingske’s Rejseliv 9. november 2013

Læs mere om Los Alamos her