Sam Chubbock ledsagede World Horse Welfare Challenge ridtet til eSwatini i 2018, hun har sendt os nogle skønne billeder sammen med hendes dagbog, som er fyldt med indtryk fra hendes oplevelser på Mlilwane Explorer ridtet, som du kan nyde i dette indlæg.

Mandag den 18. juni 2018 kl. 16 mødtes ti eventyrlystne kvinder i Heathrow lufthavn. Nogle havde mødt hinanden før; andre mødtes for første gang, men alle var begejstrede af samme grund – vi var ved at gå ombord til World Horse Welfare Challenge Ridtet 2018 til Swaziland. Gruppen bestod af rytterne Di, Eleanor, Gill, Jane, Jeannine, Maree, Nicky, Ruby og Sue med mig som (den meget heldige) velgørenhedsrepræsentant. Dette var en dag, vi havde set frem til i flere uger, på trods af de indledende vanskeligheder, som nogle af os stødte på med forvirring mellem Swaziland og Schweiz – et problem, som tilsyneladende bidrog til den nylige beslutning om at omdøbe landet til Kongeriget eSwatini. Det er en landfast suveræn stat i det sydlige Afrika, som grænser op til Sydafrika og Mozambique, og vi var alle så ivrige efter at komme dertil.

Dag 1
Efter tre timers forsinkelse og en lang flyvetur ankom vi til Johannesburg lidt over to timer senere end planlagt. Vi var kommet for sent til at nå vores videre bustransport til Swaziland, men I fik hurtigt arrangeret alternativ transport til os, hvilket betød, at syv af os snart var på vej, med de resterende tre fulgte efter et par timer senere. Transporten tog cirka 4,5 time med et meget hurtigt stop ved en tankstation, der var noget anderledes end noget, jeg har oplevet i Storbritannien – den havde udsigt over et område fuld med vandbøfler, gnuer, strudse og (afhornede) næsehorn! Efter at have krydset grænsen blev gruppen endelig genforenet i Mlilwane Wildlife Sanctuary. Vi blev mødt af vores vært, General Manager for eSwatinis Big Game Parks, Ann Reilly og hendes kollega Kate Wood.

Vores indkvartering på Mlilwane var nogle skønne traditionelle bikubeformede hytter med rummelige, komfortable værelser med en-suite badeværelser. Restauranten var en kort gåtur væk, og lige uden for denne var der et stort lejrbål, hvor der lå nogle ekstra træstammer rundt om ilden. Til vores store begejstring viste disse ekstra stammer sig at være vortesvin, der kom ind hver aften for at varme sig ved siden af ilden! Efter et par drinks og en vidunderlig middag, hvor Ann og Kate orienterede os om den planlagte tur, nød vi en hyggelig aften, mens vi lyttede til Afrikas lyde.

Dag 2
Efter at have vågnet til fuglefløjt gik vi til restauranten for morgenmad, forbi de vortesvin og impalaer som vandrede gennem lejren. Efter en morgenbuffet var det tid til at møde vores heste! Planen for den første hele dag i sadlen var at ride vores ‘vigtigste’ heste om morgenen, tilbage til basen til frokost og derefter ud på en eftermiddagstur på vores ‘ekstra’ heste, så vi alle var fortrolige med dem (og dem med os ) før tog afsted. Min hest var en smuk syv år gammel vallak, omkring 155 i stangmål, der hed Jabulani (hvilket betyder ‘lykke’). Om eftermiddagen blev jeg parret med en smuk brun Lusitano vallak kaldet Ibo, som var behagelig og lydhør, skønt lidt for ivrig for at rulle sig, når vi krydsede en bæk! Vi red ud gennem Mlilwane-reservatet – en smuk 4560 hektars stor fredet grund med sletter, der strækker sig helt ud for at møde bjergtoppene i det fjerne. Vi var i stand til at komme helt tæt på dyrelivet uden den mindste bekymring fra dem eller hestene. Vi passerede utallige dyr inklusiv Burchells zebraer, impala, gnuer, blesbok, springbok, krokodiller, hellig ibis, blåtraner, roan antiloper, nyala og selvfølgelig vortesvin! Efter to fantastiske rideture var det tilbage til lejren, til en stor middag, efterfulgt af en tidlig aften, så vi var friske til at vi skulle afsted på selve ridtet dagen efter.

Dag 3
Efter morgenmad og et farvel til vortesvinene, der stadig lå ved bålets gløder, satte vi afsted på ruten. Hestene var udstyret med sadeltasker, grime og trækketov, og vi havde vand og en madpakke med os – samt en gulerod til hver af hestene. Vi red ud gennem Mlilwane, igen forbi masser af dyreliv og derefter gennem varieret terræn inklusive stejle og stenede sektioner, skov, sletter og et par krydsninger af åer, hvor hestene kunne drikke. Under vores formiddags hvilestop fik jeg min første smag af hvor vidunderlige medarbejderne var med hestene, da Jabulani fik sammenviklet sig omkring en busk. Guiden Caro trak ham meget stille og roligt ud af busken, tålmodigt og udramatisk, og sørgede dermed for at han ikke blev skadet. Ved frokoststoppet var vi alle begejstrede over at opdage, at vi i stedet for halvmaste sandwich, bestod vores madpakker af hjemmelavede vegetabilske frittatas, ost, hjemmelavede frø barer, tørrede ferskner og et æble (som jeg selvfølgelig delte med Jabulani). Den sidste del af dagens ridt inkluderede krydsning af en sektion med en stærkt strømmende flod, med guiderne til at hjælpe os. Dette forløb stort set efter planen, bortset fra det øjeblik, hvor Anns hest, Lion, ved et uheld skubbede hende ned ad flodbredden – noget Ann heldigvis syntes at finde næsten lige så morsomt som Lion gjorde!

Efter flodkrydsningen red vi ind i Klipspringer – til vores lejr for natten, for at finde kuppeltelte, primitive, men miljøvenlige toiletter, brusebad og den allerede indrettede fold langs floden. Jeg gav Jabs sin gulerod, ledte ham ud på folden, fandt mit telt og undersøgte derefter bruseren, mens solen stadig var oppe og før temperaturen faldt. De to brusere bestod af to brusehoveder, som var vandtætte ”stofkegler” der hejst op inde i et skur, som blev fyldt op med vand, der blev opvarmet over bålet. Stofkeglerne blev fyldt fra spande, der var hejst på plads med en dyse, der skulle drejes for at lade vandet komme ud. Dette var utroligt effektivt og sandsynligvis det bedste brusebad, jeg fik hele turen! De skræddersyede hestesko rækker til at hænge håndklæder på var et dejligt design. Denne første aften i teltlejr indså jeg, hvor taknemmelig jeg var for, at Cecil Amey-optikerne havde formået at finde nogle endagslinser til mig til denne rejse – en udfordring med min komplekse synsdiagnose, og at de meget generøst donerede dem til mig, da de erfarede, at de skulle bruges på ridt for en velgørenhedsorganisation.

Legendarisk Chili!
Middagen blev tilberedt over lejrbålet, som vi krøb rundt om, da temperaturen faldt, og vi nød en forfriskende gin og tonic mens maden simrede. Middagen denne aften var vegetabilsk chili – vi var alle meget overhøflige og kommenterede hensynfuldt, at det var ”ganske krydret”, indtil Ann prøvede det og indså, at maden var betydeligt varmere end lejrbålet! Nogle formåede at spise det (nogle nød det endda!), men mange i gruppen, inklusive medlemmerne af de lokale medhjælpere, opgav halvvejs gennem det – den chili er nu en legende på begge kontinenter! Efter middagen gik vi tilbage til teltene under en spektakulær nattehimmel og lagde os til rette på en temmelig kølig aften.

Dag 4
Til morgenmad boblede to gryder på ildens gløder, mens en gruppe bavianer skreg svajende i træerne på den modsatte bred og holdt sig frustrerende ude af syne. Efter grapefrugt, kunne vi vælge mellem ‘tynd grød’ (som mannagrød) eller ‘jungle havre’ (havregrød) – jeg prøvede begge, de var meget velsmagende og lagde en god bund for den kommende dag. Så var det tilbage på vores heste og tilbage over den samme strækning over floden igen, med masser af støtte fra guiderne. Jabs blev lidt foruroliget på et tidspunkt, da han troede, at han blev efterladt (på trods af at mange heste stadig var bag ham!), men guiden Nathi var hurtig til at få øje på det og kom til hjælp. Da vi alle havde krydset floden, begyndte vi at klatre op ad en bakke gennem kommerciel skov af eukalyptus og fyr, og inden længe stødte vi på en lille flok zebraer, der gemte sig i en ”layby”. De blev slet ikke generet af hestene, så vi stoppede for at tage nogle fotos og red derefter af sted igen, for kun at finde ud af at zebraerne fulgte os i fart, efter at de var blevet skræmt af et køretøj, som viste sig at være vores ledsagebil, som hentede vand til vores næste stop! Alle vores heste var meget rolige, og hurtigt valgte zebraerne en anden rute end os, og vi fortsatte uden vores stribede følgesvende. Efter et drikkestop for hestene om formiddagen, red vi videre indtil vi stoppede for endnu en lækker madpakke frokost (falafel, sukkerærter, tørret mango, et æble og den mest fantastiske madpakke miks, jeg nogensinde har smagt). I løbet af eftermiddagen måtte vi krydse et par små vandløb og stødte på et par lokale hunde, men alt gik glat.

Vi ankom til Foresters Arms – et dejligt landhotel i engelsk stil, som var vores eneste nat med WiFi og en af ​​kun 3 nætter på hele turen med elektricitet (selvom jeg må tilstå, at jeg heller ikke savnede det). Vi nød en drink i baren og kiggede igennem en lokal guidebog for dyreliv og derefter ind til vores to borde i spisestuen. Ejeren forklarede, at deres retter er små portioner, så alle får mulighed for at prøve forskellige ting, og at de havde en særlig vegetarisk menu lavet til nogle af os i gruppen. Fødevarerne var af fremragende kvalitet og Nicky og Sue besluttede, at de ville prøve makaroni ost, men ikke ønskede en hel portion. De spurgte vores venlige tjener, Joyce, om de kunne få en halv portion hver. Joyce så noget forvirret ud, men tog imod bestillingen. Da hun bragte maden ud, var den ”halve portion” i virkeligheden en spiseskefuld med makaroni ost – ikke overraskende, at hun virkelig var forvirret! Efter mange forskellige små retter havde vi alle spist ekstremt godt og nød en meget dejlig aften.

Dag 5
Morgenmaden var en fantastisk buffet, inklusive kornprodukter, hjemmelavet brød og kager, frugt, yoghurt og meget mere samt en menu af varme muligheder. Igen alt lækkert, selvom jeg var opmærksom på at moderere mit indtag af hensyn til stakkels Jabulani, der måtte bære mig hele dagen! Efter at have forladt Foresters red vi gennem mere kommerciel skov og i slutningen af en galop kom ud på en åben slette og først da indså vi, hvor meget vi havde redet opad – udsigten var fantastisk. Området var bevidst blevet brændt, som en slags vej til at kunne stoppe andre brande, og da vi red gennem kom der en overraskende sød lugt fra jorden. Midt på formiddagen kom vi til en stejl, stenet nedstigning, hvor vi måtte sidde af for at lede vores heste ned til fods. Det var en ganske lang nedstigning, så vi tog et hvilede i bund for at lade hestene hvile deres hjerner efter at have koncentreret sig om at navigere sig ned af den stejle nedstigning. Den næste sektion af ruten tog os gennem nogle landsbyer, hvor de lokale børn kom ud for med stor spænding at se hestene – et syn, som de tilsyneladende ikke ser ofte. Ved en flodovergang blev vi lidt forsinket, fordi vi ventede på, at en mand flyttede sin bil, som han havde parkeret i vandet – denne flod var stedet for den lokale bilvask såvel som tøjvask, da mange af landsbyboerne vaskede deres tøj, mens vi var der. Hestene tog sig lidt at drikke, og Jane tog næsten en svømmetur, da hendes hest, Chunky, begyndte at overveje hvor forfriskende det mon ville være at lægge sig i vandet!

Efter lidt stigning fandt vi et dejligt skyggefuldt sted for hestene og nød endnu en sund, energifyldt frokost, og red derefter gennem flere landskaber og landsbyer, indtil vi nåede EmaSomini-lejren – vores base de næste to nætter. Som før var teltene, bruserne, toiletterne og foldene gjort klar til vores ankomst, med hele lejren beliggende på bjergsiden og pragtfuld panoramaudsigt foran den. Vi satte hestene ud for en velfortjent rulletur og noget hø, og så mødte Kate os med en drink og en rundvisning i lejren, som afslørede et bål til madlavning såvel som et lejrbål for os til at sidde rundt. Da vi sad rundt om lejrbålet, var stemningen i gruppen levende, med alle svært begejstrede over de næste to nætter i teltlejr! Middagen var linsesuppe efterfulgt af ‘pap’ (en lokal mos af majsmasse, ligesom klæbrig kartoffelmos) med en tomatrelish, majskolbe og ristet moskusgræskar, og efterret, som var æblegryderet med kokosnøddecreme. Vi sad rundt om lejrbålet med en glas fyldt af sydafrikansk vin og sludrede lystigt indtil sengetid.

Dag 6
Efter en overraskende god søvn vågnede jeg ved daggry og vandrede ned for at se til hestene, som alle var tilfredse i gang med at gumle på deres morgenmad. Jeg stødte på Ann og sluttede mig til hende på en kort  klatretur op ad klipperne bag folden for at tage nogle billeder i det tidlige morgenlys – hvilken fantastisk måde at starte dagen på. Morgenmaden var en fest med squashbrød med moskusgræskar brød med svampe, løg og tomater stegt over ilden. Planen for i dag var at tage en cirkulær rute formiddag og igen eftermiddag med frokost i lejren. Di’s hest Vicky havde et mindre sår på det ene ben fra den foregående dag, så det blev besluttet at hende hvile. Ann gav hendes hest Lion til Vicky og besluttede at vandre på en lignende rute som os for at tage nogle fotos, Jane valgte at slutte sig til hende. Hendes hest Chunky havde dog en anden mening, og kæmpede sig ud af hegnet og tilsluttede sig gruppen i fuld fart, ligesom da vi red afsted! Heldigvis reagerede ingen af ​​hestene, og Chunky lod sig fange og vendte tilbage til folden. Vi satte kursen ud på den mest spektakulære tur op over bakken til et klippeudspring med en helt fantastisk panoramaudsigt, der nåede så langt som til Mozambique og Sydafrika. Vi stoppede der et stykke tid, inden vi red ned igen og lærte om indfødte planter såsom ”bavianhale” (bruges til at lave reb og stråtag) undervejs. Efter frokost med hummus- og grøntsags wraps indså vi, at det var for sent til endnu en ridetur, men Caro tilbød at tage dem i ​​gruppen, der ønskede det, ud på en vandretur. Fire af os sluttede sig til ham og vi gik væk fra lejren, op i bakkerne til et bjerg med udsigt over et reservoir. Caro havde taget en køletaske med sig, og vi nød en gin og tonic, mens vi så solen gå ned over vandet.

Bagefter gik vi tilbage til lejren, hvor middagen var klar. Denne aften var det den bedste moskusgræskar og kokosnødssuppe, jeg har smagt, efterfulgt af kikærtegryderet med ris. Efterretten var stegte bananer med chokoladesauce og en skål med marshmallows til varme over ilden. Vi fik også vores første glimt af nogle vittige og smukt observerede tegninger, som den meget talentfulde Ruby havde skabt for at forevige nogle af vores eventyr. Ann og jeg talte om heste hele aftenen (vi dækkede alt fra forfangenhed til videnskab om ridekunsten), og så trak jeg mig tilbage til mit telt til lyden af bush babies og sjakaler i det fjerne.

Dag 7
I dag var den sidste og længste ridedag, så vi vågnede før solopgang for at få en tidligere start. Morgenmaden var tynd grød efterfulgt af en slags ret, lavet af kartoffel, kål, mangetout, tomat, peberfrugter, løg, svampe m.m. som var kogt over lejrbålet. Igen var vi alle forbløffede over, hvor godt vi faktisk spiste på ridtet. Vicky’s rift var stadig ikke helt fin, så Di fik skiftet til på en ny hest, kaldet Nguni efter en kvægrace, vi havde set, og som havde lignende plettede markeringer som dem. Vi red ud fra lejren, mens de ikke-ridende medarbejdere sang en traditionel farvel-sang til os, da vi red afsted. Til min egen store overraskelse, havde jeg nydt teltlejr livet rigtig meget, især følelsen af ​​kammeratskab omkring lejrbålet, så det var med et tungt hjerte, at vi vinkede farvel til EmaSomini. Vi red gennem bakkerne og på et tidspunkt så vi floden langt under os, hvor Caro udpegede stedet for Klipspringer-lejren, hvor vi tidligere havde overnattet Hele turen i dag var på Mlilwane reservatets jord, så vi passerede ikke gennem nogle landsbyer, men stødte på mere vilde dyr, da vi kom tættere på hestenes hjem inklusive en klipspringer på et fremspring over os. Efter at have krydset den samme strækning af floden igen red vi videre til et sted, hvor vi kunne stoppe for en pause og en snack. Vi fortsatte efter vores pause og så impalaer, zebraer, gnuer, blåtraner og krokodiller undervejs. På et tidspunkt, på den sidste strækning, delte vi os i to grupper, så de, der ville, kunne nyde en sidste galop. På trods af seks dage på undervejs var hestene stadig fulde af energi og vi havde en god ”eksplosion” over reservatet, med ryttere, som smilede fra øre til øre!

Vi spiste en frokostbuffet i hovedrestauranten med udsigt over søen, derefter nåede vi et sidste besøg i reservatets gavebutik, inden vi gik ind i minibussen og vinkede kærligt farvel til Mlilwane, vortesvinene og vores nu meget elskede heste.

Efter en to timers kørsel ankom vi, efter mørkets frembrud, til Hlane Royal National Park og blev bragt til Ndlovu-lejren – en lille gruppe af stenhytter med stråtag, smukt oplyst af olielamper. Værelserne var rummelige, komfortable og charmerende indrettede med eget brusebadeværelse. Mens vi fandt os til rette i lejren, hørte vi en lav, nærmest hostende lyd fra det omkringliggende landskab, som Ann fortalte os, var løver – hvilket helt utroligt øjeblik. Efter middagen, gik vi tidligt i seng og hørte løver hele natten.

Dag 8
Vi stod op klokken 05.45 klar til et Game Drive klokken 06:30. Vi blev kørt i en Landcruiser med ti komfortable, fremadvendte sæder i trinvise rækker, så alle havde en fantastisk udsigt. Det var en tåget morgen, og ingen af os havde forstået, hvor koldt det ville være, da vi kørte i et åbent køretøj! Vi glemte dog hurtigt det kolde og fugtige vejr, da vores guide og chauffør, Maxwell, fandt en flok på fem løver. Vi var alle forbløffede over, hvor tæt vi kom på dem, og løverne var fuldstændig uantastede over vores tilstedeværelse. Efter et stykke tid kørte vi videre til en anden del af reservatet, hvor vi så masser af antiloper. Mens vi kørte, så én fra vores gruppe noget i træerne og kaldte på Maxwell for at stoppe. Til min fulde ærefrygt tronede to enorme elefanter – en ko og en tyr – forsigtigt og langsomt frem, krydsede vejen foran vores køretøj og så, utroligt nok, forsvandt de ud i omgivelserne. Dette var et virkelig magisk øjeblik for mig, som bragte en klump i halsen.

Kort efter stoppede vi ved et vandhul, hvor vi klatrede ud af køretøjet og nød te og kaffe med hjemmelavede boller, inden vi fortsatte på Game Drive. På et tidspunkt stoppede Maxwell køretøjet og plukkede et stykke græs, som han sendte rundt i gruppen for at vi kunne lugte det, fordi det tilsyneladende var blevet urineret af et næsehorn! Efter i alt to timer i reservatet kørte vi tilbage til basen til en morgenbuffet. Derefter havde vi ”fri” til frokost, som det meste af gruppen brugte til at slappe af, se dyrelivet ved vandhullet ved siden af ​​restauranten og læse i deres bøger. Dog overtalte Jane mig til at tage med på en guidet mountainbike-tur rundt i reservatet. Igen var det med Maxwell, der spurgte, om der var noget, vi håbede på at se, så vi nævnte gribbe og (noget optimistisk) giraffer. Vi kørte ud i bushen med Maxwell, som tilsyneladende nu var på en mission. Efter cirka en halv time fandt han naturligvis nogle gribbe til os! Vi så afrikanske hvidryggede gribbe i et træ og snesevis mere skyhøjt over os. Mens vi så dem, gled yderligere fire over hovedet i lavere højde, og til vores store forbavselse kunne vi faktisk høre luften bevæge sig over deres vinger. Vi stoppede ved et vandhul og så en krokodille, nogle vanellinaer, en meget lille dykkerand og en enorm fugl, som Maxwell fortalte var en kampørn. Efter en vedvarende træden i pedalerne, undertiden hindret af dybt sand, indså vi, at Maxwell havde fundet nogle nylige girafspor og forsøgte at følge gruppen. Jane og jeg troede ikke, at vi kunne være så heldige, men Maxwell udmærkede sig og fandt en flok på omkring otte-ti giraffer. Det var utroligt at se dem, og et par unge hanner flyttede sig faktisk lidt tættere på os, så de bedre kunne kigge på os. Hele flokken så på os et stykke tid, indtil de til sidst luntede ud i det fjerne. Nu var jeg yderst taknemmelig overfor Jane, for at overtale mig til at slutte sig til hende – hvilken oplevelse!

Efter en hurtig cykeltur tilbage for at kompensere for tiden, endnu mere, efter at Maxwell skulle ordne en punktering, ankom vi meget varme, meget trætte, en halv time senere end planlagt, men svært begejstrede tilbage til lejren. Efter et meget velkomment brusebad og frokost, gik vi igen ind i minibussen, der kørte os til et tilsyneladende tilfældigt sted ved siden af ​​en hovedvej. Her satte vi vores bagage ind bag Ann’s pick-up og blev mødt af guiden Richard i en anden åben Landcruiser for at køre os ind i Mkhaya Game Reserve. Vi forstod hurtigt, hvorfor minibussen ikke kunne tage os, da vi bumpede, rullede og klatrede os frem til en velkomstdrink og en komfortabel pause. Vi troede ikke at der var planlagt aktiviteter ved vores ankomst, men vi tog meget fejl! Vi kom tilbage i køretøjet, og Richard tog os med på en to-timers solnedgangskørsel rundt om i reservatet og inden for få minutter, bogstaveligt talt, mødte vi vores første hvide næsehorn. Hele gruppen var betaget og flyttede over på skødet af hinanden for se dem, men dette skulle ikke være vores eneste møde med næsehorn i Mkhaya. Vi fortsatte med at køre, og så vortesvin, nyala, gnuer (inklusive en hvid iblandt en flok), impalaer, giraffer og mange flere hvide næsehorn, herunder en, som kun var få måneder gammel.

Vi ankom til lejren til en betagende scene i mørket – snesevis af olielamper optændte langs stierne og omkring spisepladsen, der bestod af smukt dækkede borde omkring lejrbålet. Efter en drink omkring bålet fik vi et utroligt fire-retters måltid, alt sammen tilberedt uden elektricitet. Trommesignaler signalerede, at middagen var forbi, og vi flyttede vores stole rundt om bålet. Derefter dukkede personalet op i traditionel påklædning for at synge og danse for os med stor energi. Efter adskillige sange bad de om frivillige, så Ann og jeg følte os under pres som guide og velgørenhedsrepræsentant, da ingen andre frivillige var til stede! Efter noget mindre imponerende høje spark fra os, valgte alle dog at deltage i en slags ‘dance-off’, og jeg var yderst taknemmelig for, at ingen i vores gruppe havde deres kameraer til rådighed.

Derefter vendte vi tilbage til vores værelser, eskorteret langs den lampebelyste sti af en medarbejder. Dette var for at sikre, at vi alle fandt vej til vores værelser, der viste sig at have åbne sider over en taljehøj mur og med et stråtækt tag. Vi blev også vist, hvor vores nødfløjte var, hvis vi havde brug for at indkalde nattevagten til enhver tid og blev fortalt, at vi ikke måtte lade nogle ting udenfor, da det kunne blive taget af aber. Intet af dette virkede befordrende for en afslappende aften, men bemærkelsesværdigt nok, da jeg først havde lagt mig i min hyggelige seng med en varmt vandflaske under en tyk dyne og tæpper, som en kokosnød inde i mit myggenet, følte jeg mig meget sikker og fik en fremragende nats søvn . Faktisk, med olielamperne og omgivelserne, kunne værelserne kun betegnes som fortryllende, og mens Mlilwane havde fået mig til at føle mig som hjemme, og overalt hvor vi boede var det vidunderligt, blev Mkhaya hurtigt mit favoritsted.

Dag 9
Jeg blev vækket omkring kl. 04:00 af to bush babies, der havde en samtale fra hver side af vores værelse. Hvis du ikke ved det, kaldes Galago for bush babies, fordi de lever i bushen og lyder som babyer – ikke det skønneste opvækningskald, men bestemt mindeværdigt! En langt mere rar vækning var den organiserede, som vi fik kl. 05.45, da en venlig dame placerede en bakke med te, kaffe og kiks på vores mur og blødt sagde god morgen for at sikre, at vi var vågne. Dette fordi vi så kunne være klar til et Game Drive i solopgangen kl. 06:30, hvor vi så endnu mere utroligt dyreliv inklusive et hvidt hun-næsehorn med en baby, som kun var omkring fire måneder gammel. Vi ankom tilbage til lejren kl. 08:30, hvor morgenmaden ventede os ved lejrbålet. Til vores glæde opdagede vi derefter en overraskelses-tilføjelse til dagsprogrammet, da vi fik mulighed for at gå på en Game Walk i reservatet i to små grupper. Planen var at se planter, insekter, dyrespor og lignende, men sandsynligvis ikke mange dyr. På denne tur lærte vi, hvordan man identificerer næsehornsspor, og hvordan man kan se om de stammer fra en hvidt eller sort næsehorn. Vi lærte også, at hvide næsehorn ikke kaldes hvide på grund af deres farve, men fordi de har en bred læbe (”hvid” menes at være en forkert hørelse af ordet ”bred” på et eller andet tidspunkt), mens sorte næsehorn har en spids læbe. Vi så også næsehornsmudderbade og ridsestænger, planter, der er giftige for alle undtagen giraffer og pindsvin, en plante, der kan bruges som en tandbørste (som nogle i gruppen forsøgte) og en, der kan bruges som toiletpapir (som ingen i ​​gruppen forsøgte). Mest forbløffende af alt vi så, var et hvidt hun-næsehorn, der lå ned med sin unge kalv ved siden af ​​hende – igen syntes de at være uantastede over vores tilstedeværelse, selvom vi holdt en respektfuld og sikker afstand.

Vi gik tilbage til lejren for frokost serveret omkring et langt bord under et enormt pølsetræ mens nyala og krøltoppede perlehøns vandrende forbi. Vi havde også den ære at blive introduceret til Ted Reilly – Anns far, pioner inden for naturbeskyttelse i eSwatini og grundlægger af alle de reservater, vi havde besøgt. Jeg havde en stor ærefrygt for Ted og alt det, han, hans familie og kolleger har opnået og kunne simpelthen ikke komme på noget tilstrækkeligt at sige til ham! Jeg kunne kun udtrykke, hvor vidunderlige parkerne var, og hvor varmt vi var blevet hilst velkommen og taget fantastisk godt af. Efter frokost havde vi lidt tid til at pakke, og derefter en anden solnedgangs Game Drive, hvor vores guide, Richard, formåede at finde en stor og meget skræmmende gruppe flodheste! De var alle i vandet, men samtidig vendte de sig alle om for at se på os, da vi ankom og flyttede ikke deres blik, før vi kørte væk. Dette var en blandet gruppe af voksne og unge, og vi fik endda se et par af dem lave det ikoniske flodhest-gaben. (I foråret 2020, er flodhestene desværre blevet flyttet fra Mlilwane, fordi de flere gange bevægede sig ud på den nærtliggende landbrugsjord. De er nu flyttet til et reservat ved Hlane.)

Vi kørte tilbage til lejren efter mørkets frembrud til endnu en vidunderlig aften med lampebelysning. Ann og holdet havde fundet nogle bush babies, så vi kunne gå til det udendørs køkkenområde og se disse smukke væsner ved fakkellys. Rundt om lejrbålet fik vi sludret med et amerikansk par, der var ankommet den samme dag og var forbavsett over at finde ud af, at vi havde brugt seks dage på at ride gennem kongeriget. Damen bemærkede afslappet, at hun ikke rigtig kunne lide heste, hvilket blev mødt med et kollektiv gisp fra 11 passionerede ”heste-kvinder”. Hendes partner spurgte for sjov, om det var et godt tidspunkt at nævne, at han ikke rigtig kunne lide kvinder, og jeg svarede, at det med denne særlige gruppe sandsynligvis var en mere sikker ting at sige!

Efter middagen nød vi en sidste aften omkring lejrbålet før sengetid, og fik også mulighed for også at takke Ann og hendes team for en virkelig vidunderlig oplevelse.

Dag 10
Endnu en dejlig morgenvækning fra Mkhaya-teamet, efterfulgt af morgenmad og et sidste besøg i gavebutikken. Under morgenmaden fandt vi ud af, at to af vores værelser havde haft besøg af perlehøns i løbet om natten. De havde skidt overalt, men jeg tror, de at berørte bare var lettede over, at de ikke var blevet besøgt af noget farligere end perlehøns! Derefter så vi med ærefrygt, hvordan damerne bar vores kufferter ud til køretøjet på hovedet, og så kørte vi ud gennem reservatet. Vi var heldige nok til at støde på en gruppe unge han-næsehorn på vej ud, og så var vi ude af reservatet og tilbage i minibussen for at køre tilbage for at møde vores bus til lufthavnen. Vi sagde meget kærlig farvel til Ann, som på dette tidspunkt blev betragtet som en ven af de fleste, hvis ikke alle, i gruppen og satte af sted på vores lange rejse tilbage til Europa.

Dette var virkelig en rejse for livet, og jeg er utrolig heldig at have haft en så fantastisk mulighed. Landet var vidunderligt, dyrelivet var betagende og der var arrangeret en fabelagtig tur for os, hvor vi red over 100 km på hesteryg på seks dage. Vi blev passet på, under den højeste standard, af det lokale hold – Ann, guiderne Mhlabane (Caro) og Nathi, medhjælperne Kate, Magongo, Musa og Philani – og alle andre bag kulissen og på hver af de fantastiske og unikke steder, vi besøgte. Hestene var vidunderligt velpasset, virkelig i form og tydeligvis meget elsket af hele holdet. Og til sidst var gruppen af ​​damer, jeg fik fornøjelsen af at ledsage, fantastiske – de bød mig velkommen i deres selskab og vi følte os hurtigt som gode venner. De er en forskelligartet, varm og indbydende gruppe af fantastiske, dygtige, eventyrlystne kvinder, og jeg var utrolig heldig at være en del af dette eventyr. For alle, der tænker på at deltage i en af ​​vores Challenge Rides, kan jeg kun sige – gør det; Jeg lover, at du ikke bliver skuffet.

Et stort tak til Sam for at dele sine oplevelser og billeder med os – vi har gennem de sidste mange år arrangeret alle World Horse Welfare Challenge Rides til forskellige dele af verden, normalt én gang årligt, men i øjeblikket afventer vi at verden åbner op for rejser igen, så der er intet Challenge Ride planlagt for nuværende. Du kan dog læse mere om World Horse Welfare fantastiske velgørenhedsarbejde for alle verdens heste ved at klikke her

Og du kan læse mere om Mlilwane Explorer ridtet og finde de normale fastsatte datoer for ridtet (maj til september) ved at klikke her